Snart synger lange dage på legepladsen, nye venskaber på sommerlejren og bedsteforældrenes forkælelse på sidste vers.
Starten på det nye skoleår kan godt gøre dit barn til noget af en udfordring. Vidste du, at du kan forhindre – eller måske i hvert fald lindre – et dårligt tilbage-på-skolebænken-humør ved at forberede dig lidt på forhånd?
Sengetidsrutiner
Start med lidt efter lidt at sende dit skolebarn i seng et kvarter tidligere. Og de sidste feriedage inden skolen starter, kan du endda sætte vækkeuret igen. Det giver en lidt blidere overgang (og du undgår stressede morgener!), når skolen starter igen. Jo hurtigere du kommer i gang, desto nemmere bliver det.
Køb det, barnet mangler til skolen
Få dit barn til at hjælpe dig med at planlægge det hele den sidste uge af ferien. At købe det, barnet mangler til skolen, kan I sagtens gøre sammen.
Og så kan du være med til at sikre, at det ikke kun er ‘cool’, men også funktionelt. Dit barn vil sikkert også hellere bruge de ting, det selv var med til at vælge.
God kommunikation
At vende tilbage til skolen efter mange uger sammen med familien og vennerne kan godt være en stor mundfuld.
Tal med dit barn om dets bekymringer, og vis forståelse. Det er normalt at være nervøs, men snak om alt det positive: Det skal se kammeraterne igen og have gang i fritidsaktiviteter som svømning, fodbold eller dans igen.
Planlæg på forhånd
En helt enkel regel: Gør alt det, du kan gøre på forhånd, aftenen før!
Læg barnets tøj frem, pak skoletasken, og smør madpakken. De 5 minutter gør en kæmpeforskel og giver dig faktisk mulighed for at nyde en kop kaffe i morgenkaosset. Det er nemmere sagt end gjort, men stå tidligt op, og prøv at komme ud af døren til tiden.
Slut ferien af med en fest!
At slutte ferien af med en grillfest eller en sidste-ferieis-udflugt kan gøre det nemmere at slutte sommeren af. Hvorfor ikke sætte et fotoalbum eller en video sammen? Den slags skaber skønne minder!
Har du nogle gode idéer eller tips? Del dem gerne!
Skriv et svar